sage dem på hele rejsen[1]. For disse og andre artigheder fik nu Martinau den fornöjelse at modtage den förste tak. Ved den store kur, som holdtes hos prins Karl umiddelbart efter ankomsten, kom denne to gange hen til Martinau for at bevidne ham den uendelige glæde, han havde fölt ved at modtage sådanne beviser på hans konges imödekommende venlighed, og i de samme toner talte også prins Frederik og det hele fölge. Der ödsledes med lovtaler over hertugen af Södermannland og Borgenstjerna, og begejstringen over disse kom igjen Martinau til gode, som nu, straks han atter befandt sig i nærheden af et hof, om det end var nokså lidet, atter kom i et meget bedre humör og så forholdene i et langt gunstigere lys, end tidligere. Men så havde han også dagen efter den store tilfredsstillelse at være i en mindre middag hos prinserne, ligesom hans hustru samme aften var tilsagt til souper. Senere havde han fremdeles oftere anledning til at tale med prins Karl og spiste bl. a. middag med ham på fire forskellige steder, hvor denne var buden i selskab. Mere kunde Martinau ikke vel fordre, da prinsernes ophold kun var ganske kortvarigt. Allerede 5 Juni afrejste de til Frederikstad. Han vilde imidlertid også som sin konges repræsentant göre gengæld.
- ↑ Smlgn. Hellstenius, anf. st., og Fersens historiske skrifter, VII, 33 flg. – I et brev af 24 Maj 1788 omtaler Martinau det rygte, som da var udbredt, om, at hertugen i Göteborg vilde hilse på prins Karl, hvilket han dog ikke anså for rimeligt. I det samme brev fortæller han også, at en betjent ved Frederikshalds postkontor havde åbnet flere af de til ham og andre bestemte breve og deraf udtaget penge, men at forbryderen nu var arresteret. Disse penge tilhörte bl. a. den i det foregående (s. 59, note 1) omtalte Boye. – I Mummsens Tagebuch einer Reise nach dem südlichen Theil von Norwegen im Sommer 1788, S. 17, fortæller denne forf., hvorledes han i Göteborg traf sammen hos prins Karl af Hessen med Borgenstjerna, „welchen der König gesandt hatte, den Prinzen, welchem die schwedische Nation mit Recht ehret, durchs Land zu begleiten.“
