Marcus Meyers Skjebne er bekjendt. Han blev den 17de Juni 1536 henrettet og parteret ved Helsingør; Presten, som hjalp til ved Forræderiet paa Varberg Slot, blev „levende opskaaren“.[1] Marcus’s Broder Gerhard var først bleven frigiven, men da Lybekkerne siden beskyldte ham for Sørøveri, maatte ogsaa han bøde med Livet.[2]
Saasnart Grevefeiden var endt, kunde Hr. Truid Ulfstand for Alvor begynde at arbeide paa at hævde sin Hustrus norske Gods. Han havde dog allerede tidligere sat sig i Bevægelse i saadan Hensigt.[3] Klogelig indsaa han, at Jomfru Karines Interesser dog tilsidst faldt sammen med hans egne, thi Gørvel var dog dennes Arving; det var „andet Folk“, som han skriver til Erkebispen, det gjaldt at fortrænge, nemlig Fru Inger og Thure Jønssøns Sønner, Johan og Laurits, der fastholdt sin Faders Paastand. Jomfru Karine, der nu var syg og hjælpeløs paa Grefsheim, havde faaet et Naboskab i den danske Adelsmand Iver Jenssen (Jernskjæg), der ved Giftermaal med Hr. Olaf Galles eneste Barn og Arving, Karine Galle, havde faaet Gods i Norge og synes ved den Tid at have opholdt sig paa Hovin paa Helgeøen (uden dog vel at eie
- ↑ Til de ældre Beretninger er nylig kommet et samtidigt Brev, Dipl. Norv. XIII. S. 702.
- ↑ Waitz, Lübeck unter Jörgen Wullenweber III. S. 228. En romantisk Fortælling hos den lybekske Chronist Regkmann beretter, at Gerhard var sluppen fri, fordi Tolderens Pige i Helsingør havde tilbudt at ægte ham, men at hans Hoved siden sendtes Pigen, da han var henrettet.
- ↑ Truids Brev til Erkebispen 11te Jan. 1535 og Biskop Mogens af Hamar til Erkebispen 28de Januar 1535. Dipl. Norv. VII. S. 762.
