Sammensætninger af veröld er til ingen Nytte; de kunne med det samme Behov for Øie overalt have dannet sig selvstændigt, uden at man er nødt til at tænke paa umiddelbare Laan.
Med Hensyn til Betegnelserne for Englerne er det først og fremst forkjært, at Forf. kun sammenstiller oldn. engill og angels. engel med oldhøit. angil og poto. Det bør ikke oversees, paa den ene Side at ogsaa Angels. foruden engel tillige har angel, og paa den anden Side at i Oldhøit. den omlydte Form engil lige fra Slutningen af det 8de Aarh. optræder sammen med den uomlydte og fra Midten af det 9de Aarh. bliver den ene brugelige. Raumer har, S. 378, allerede gjort dette gjældende, og ligeledes findes i Förstemann’s Namenbuch Navne, sammensatte med Engil-, paaviste indtil op i det 8de Aarh. Endvidere maa ikke lades ud af Betragtning, at oldsaks. engil allerede forekommer i Heljand. Sammensætningerne höfuðengill og varðengill ere naturligvis atter blotte Oversættelser af „archangelus“ og „angelus tutelaris“. Det er derfor ligegyldigt, om det første af disse Udtryk lyder „Erzengel“, som i Tydskland, eller heâhengel, som i England, eller höfuðengill, som i Norden. Hvad Djævelen angaar, er det at bemærke, at oldn. djöfull eller, som den ældste Form er, diofoll ikke alene staar Side om Side med angels. deofol, deoful, og oldhøit. diufal, tiufal, men ogsaa med oldsaks. diubhal, diubhul og fris. diovell. I begge Retninger ligger Tilknytningen lige nær, hvorhos den i sidste Instants fører tilbage til Vulgata’s „diabolus“. Udtryk som oldn. andskoti og fjándi, d. e. Fiende, trænge derimod ingen Forklaring; de ere ligefremme Oversættelser.
For Synd haves allerede i Oldn. Ordet synd. Sandsynligvis er det hentet udenfra, men stemmer dog vel
