uden den, som er valgt og ham præsenteret af Rigets Raad og Stænder og i deres Nærværelse.“ Det vil sees af det foregaaende, at der i 1449 kun var Tale om Hylding, ikke om Kroning, ligesom den norske Lov kun knytter Hyldingen til Rigsmødet, ikke Kroning; og overhovedet er den citerede Lov, der forudsætter et fuldt udviklet Valgrige, ganske opdigtet.
Selvfølgelig har det været Kong Kristians Hovedhensigt ved at vælge Trondhjem til Kroningsstad at udslette Mindet om den forrige Kroning; derfor har han valgt St. Olavs Dag til Kroningsdag og ladet sig krone i „St. Olafs Kirke“, Domkirken. At han overhovedet havde St. Olavs mystiske Glans for Øie, ses ogsaa deraf, at han opkaldte sin kort efter fødte Søn med Helgenens Navn. Han behøvede ikke for Øieblikket at frygte for derved at styrke noget af de kirkelige Magtkrav, thi Erkestolen var jo ledig, og Kongen fik desuden den nyvalgte Erkebiskop (Olav Trondssøn) skudt ganske tilside. Hvem der har kronet Kongen i Trondhjem, vides ikke; maaske var det, som Daae formodede, Bedrageren Marcellus af Skaalholt, siden han i Kroningsmanifestet optræder som No. 1 foran flere ældre Biskoper.
Trondhjem var ved disse gjentagne Kroninger paa Vei til at blive fast Kroningsstad, ialfald naar Konger valgtes. Kong Hans valgtes som bekjendt i Halmstad til Konge i Danmark og Norge og udstedte sammen med det danske og det norske Rigsraad en fælles Haandfæstning 1. Febr. 1483; i denne lovede han, at han ikke skulde kræve nogen Afgift eller Rente, som var falden i Norge fra Kong Kristians Død og indtil han selv blev kronet. Dette Løfte gjorde ham det til en absolut Nødvendighed at blive kronet iNorge saa snart som muligt. Og Kroningen foregik ogsaa allerede den 20de
