sund paa Søndmør[1] kan naturligvis ikke tænkes; dette har sikkerlig i Middelalderen hedet Álasund, og Áleyjarsund maa desuden paa begge Steder, hvor det synes at være nævnt, nødvendigt være at søge et godt Stykke søndenfor Stad.
Sverres Saga Kap. 77 (Fornm. s. VIII 191 f.). Ved Birkebeinernes i den forrige Artikel omtalte natlige overfald paa Bergen i Sommeren 1183 havde de Heklunger, som undkom, maattet flygte i saadan Hast, at de vare daarlig udrustede baade med Klæder og Vaaben. Da endel af Flygtningerne havde samlet sig om Kong Magnus oppe ved Nonnesæter (Lungegaarden), fandtes det derfor raadeligst ikke at gjøre noget Forsøg paa at tage Byen tilbage. Flugten fortsattes sydover til Strindefjorden (til Strindarfjarðar) og videre til Hardanger.
Den ber omtalte Strindarfjǫrðr har været antaget[2] at være Strandefjorden, mellem Strandvik Kirke og Tysnesøens Nordkyst, udentvivl saaledes kaldet efter den Strandstrækning, som begrændser dette Fjordstykke i Øst, Revnestranden (i gammel Tid Refnustrǫnd)[3].
Denne Forklaring af Stedsnavnet er dog af flere Grunde ikke holdbar. Strind og Strǫnd ere forskjellige Ord, om end maaske sproglig beslægtede, og kunne ikke saaledes uden videre ombyttes med hinanden. Heller ikke falder det naturligt at faa et saa langt fra Bergen liggende Sted som Strandefjorden opgivet som det, hvorhen den flygtende Konge og hans Mænd først stevnede.
