uheldigt Forsøg paa at faa Magnus’s Indrømmelser til Kirken fornyede, og hans Søn Magnus Lagabøter gjentog den samme Paastand i endnu sterkere Ord, idet han be- tegnede Magnus kun som “saakaldt“ Konge.[1] Desto mere paafaldende maa da de Udtryk blive, i hvilke Haakon i det nysnævnte Stavanger vedkommende Diplom omtaler Magnus Erlingssøn. Her hedder det nemlig, at Haakon bekræfter Gaven með þvi mote at slicr hofðingi gaf oc bref sitt oc insigli sette firir sem Magnus konongr var, frende min. Disse Udtryk ere virkelig høist mærkelige, og de maa dog aabenbart være Kongens egne, thi ingen Klerk eller Concipist enten i Kongens eller Biskoppens Tjeneste vilde vove paa egen Haand at lægge Haakon saadanne Ord i Munden. Man mærker overhovedet let, at Brevets Tone er høist forskjellig fra den sædvanlige Cancellistil, f. Ex. naar Kongen giver Biskop Askel Prædikatet “min Ven“. Af særegen Interesse er det ogsaa, at mod Sædvane nævnes i Brevet mellem Vidnerne paa denne Gave (og da naturligviis først mellem disse) – Dronning Margrete. Dette giver strax en Formodning om, at Dronningen ved denne Leilighed har spillet en Hovedrolle, og at Kongen for hendes Skyld har fornyet Magnus’s Gave.
Men dette Brev er ikke det eneste, der viser, at Dronning Margrete har interesseret sig for og havt Berøringer med Stavanger Stift. Her maa hun have havt ikke smaa selvstændige Besiddelser. Dette fremgaar yderligere af et Brev af 1246, hvortil vi siden skulle vende tilbage[2], og sees navnlig klart under Forhandlingerne med Cardinal Vilhelm i 1247. Af denne tilstededes der hende
