characteristisk for Forholdene bliver det, naar man erfarer, at Frederik III Aaret efter lod udgaa et Rescript (30te Octbr. 1663), hvori loves „Studenter fra de Dele af Norge, som ikke ere under Kongens Gebet, Adgang baade til at deponere og til Promotion lige med Høistsammes egne Undersaatter“[1].
Saadanne vare Forholdene, da Fru Margrete blev barnløs. Hendes Søn havde udtalt Ønsket om, at hun skulde stifte et Legat for Studerende fra hans Fødeegn, Baahuslen, som vi have seet ganske overladt til Moderen at bestemme dettes Størrelse og, naar man seer hen til hans eget Liv, hans Studium i Sorø og hans Opvartninger hos den dansk-norske Thronfølger) sikkert ikke med den Tanke, at hele den Arv, han døde fra, skulde anvendes til at amalgamere Lenet med Sverige. Heller ikke er der nogen Grund til at tro, at han skulde have ønsket at gjøre sine norske Frænder arveløse. Han kan gjerne have tænkt sig Fundatsen saa, at de Midler, der maatte skjænkes i den antydede Retning, kunde blive benyttede ved hvilketsomhelst Universitet. Heller ikke havde Moderen levet saa længe under svensk Scepter, at hendes eget Hjerte skulde have vendt sig bort fra de Riger, for hvilke hendes Mand og hendes Slægt havde kjæmpet, og til Göteborg. Men, da Iver Dyres Ønske og Moderens Pietet imod hans sidste Vilje blev bekjendt, var her rigtignok en ypperlig Anledning til at søge en Stiftelse oprettet i den nye Regjerings Aand. De Svensker, som kunde have Indflydelse paa Enken, have vistnok saa meget ivrigere arbeidet paa at faa hele Godset i Baahuslen anvendt til Bedste for en svensk Skole, fordi ellers Tønne Huitfeldt eller hans Æt skulde være bleven
- ↑ Norske Rescripter, udg. af Wessel-Berg I S. 32.
