Ogsaa sin tidligere Lærer, „Hr.“ (altsaa nu Præst) Christen Eriksen Brun, ønskede han betænkt, uden at han dog her nævnte noget Beløb. Paa lignende Maade anbefalede han ogsaa Sognepræsten til Tjørn, Hr. Anders Hartvigsøn[1].
Efter Sønnens Død skulde den barnløse Enkes naturlige Arving være hendes allerede ovenfor nævnte Sødskendebarn oberst Tønne Huitfeldt til Throndstad i Norge. Fru Margretes Godser vare alle hendes deels Odels-, deels Kjøbegods, og da hun selv var sin Søns Arving, kunde der fra Dyreættens Side ingen Fordringer gjøres. Mellem hende og hendes Fætter havde der bestaaet det kjærligste Forhold. Hun kaldte ham altid „Broder“, og han havde gjentagne Gange ved de Navne, han gav sine Børn, lagt for Dagen, hvor nær han meente sig at staa sin Cousine. Tønne, der først giftede sig 1663, altsaa i samme Aar, som Iver Dyre døde, opkaldte to Døtre efter Fru Margrete og lod sin ældste Søn (den siden ved Begivenheden i 1710 saa berømte Søhelt) døbe Iver (født 1665), aabenbart efter Margretes Søn. Disse Opkaldelser ere saameget mærkeligere, som de fandt Sted paa en Tid, da hans naturlige Udsigt til at blive hendes
- ↑ Denne Hr. Anders har allerede Berg (Samll. I S. 398) formodet at være en uægte Søn af Hartvig Huitfeldt og altsaa en Halvbroder af Fru Margrete. Skarstedt (Göteborg Stifts Herdaminne, S. 861) udtaler endog dette med Bestemthed. Tingen er ogsaa sandsynlig nok, dog var det vist sjeldent, at en Adelsmand opkaldte sin Slegfredsøn efter sin Fader, hvilket her maatte have været Tilfældet; uden Exempel er saadant dog ei, saaledes hed som bekjendt Rigshovmesteren Hr. Nils Henriksens (Gyldenløve) uægte Søn Henrik. I ethvert Fald har Hr. Anders staaet i godt Forhold til Herskabet paa Sundsby; ved Thomas Dyres Død viste det sig, at denne to Gange havde mod Forskrivning laant ham 50 Rdlr.
