Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/175

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Fraværelse kaldtes til Baahus for at sidde i Slotsloven. Senere deltog han i Arbeidet med Christian IV’s norske Lovbog og blev, samme Aar, som denne udkom, Norges Cantsler, hvilken Stilling han indehavde til sin Død 1614. Han blev nu ogsaa forlenet med Onsø (ved Frederiksstad) og med Nonneklostret i Oslo, i hvilken By han vistnok ogsaa jevnlig har opholdt sig for sit Embedes Skyld, og hvor han eiede en Gaard og deltog i Skibsbyggeri og andre Speculationer. Han var gift med en sjellandsk Adelsdame, Fru Mette Grubbe, ved hvem han fik Gunderup i Sjelland, men som ikke fødte ham Børn. Derimod havde han en uægte Søn, Elias, hvem han før sin Død skjænkede en Gaard i Oslo. Fru Mette beholdt Sundsby til sin Død 1616[1].

Derfra gik denne Gaard over til Cantsleren Anders Greens Søster Gudrun. Hun var gift med Hartvig Huitfeldt.

Den oprindelig danske Adelsslægt Huitfeldt, der i Aarhundreder har havt en saa betydelig Plads i Norges Historie, optræder først her i Landet paa Reformationstiden og i den nærmest efter denne følgende Periode gjennem de fire mærkelige og noksom bekjendte Ottessønner Christopher, Peder, Claus og Paul. Af disse Brødre kom dog ingen til at tage bestandigt Ophold i Norge. Dette blev først Tilfældet med Claus’s Søn Anders, der indgik Ægteskab med en Datter af Akershuus’s bekjendte Lensherre Peder Hansen (Litle) og hans Hustru Ingeborg Nilsdatter (Gyldenløve), en af de saa meget fremtrædende Arvedøtre fra Østraat. Anders

  1. I T. A. Beckers Tidsskrift „Orion“ findes (II S. 352–374) en Afhandling om Anders Green. See forøvrigt Norske Rigsregistranter II–IV passim.