Løfte om Tilgivelse mod at de underkastede sig, og „hvis Kongen ikke vilde tage dem til Naade, skulde de komme i sit Behold“.
Hermed er, saavidt jeg forstaar det, den egentlige Feide i Norge tilende; ialfald er der senere end 16de April intet Spor af Uroligheder med Vaaben i Hænde. En anden Sag er, at Partiet fremdeles holdt sammen og at Almuen overalt i Oslo Bispedømme gav det sin Tilslutning ved at kræve, at alle udenlandske Fogder og Magthavere skulde fjernes.
Hr. Svarte-Jøns har naturligvis indberettet til Kongen om Oprøret og dets Anledning samt Indtagelsen af Bispegaarden. Urolighederne i Norge er visselig kommet Kongen mere end sædvanligt ubeleilige, thi han havde om Vaaren 1436, omtrent samtidigt med Engelbrekts Død, anraabt Hansestæderne om Mægling; disse havde sendt en Raadmand fra Lübeck og en Borgermester fra Wismar til Danmark, og for dem havde Kong Erik i Mai Maaned erklæret sig villig til at godkjende Stædernes Gesandter samt det danske og det norske Rigsraad som Voldgiftsmænd mellem sig og Svenskerne. Gesandterne gik videre til Sverige, Og paa Mødet i Vadstena (3die Juni) blev der aftalt en Kongres i Kalmar til 15de Juli, hvor da de tre Rigers Raad skulde være tilstede. Rimeligvis allerede i Mai Maaned har da Kongen sendt Bud ogsaa til Norge for at sikre sig det norske Rigsraads Støtte. Budet har dels indeholdt en Indkaldelse af Raadsmedlemmer til Kalmarmødet, dels Opfordringer til Rigsraaderne om at stanse Urolighederne i Norge ved et Løfte om senere at indkalde et almindeligt Møde af Rigsraadet og 5 Lagmænd til at raade Bod paa Manglerne. Enten Hr. Endrid Erlendssøn eller Hr. Svarte-Jøns eller maaske begge i Forening har i Henhold til Kongens Skrivelse
