sultater, min Kollega er kommet til i sin Afhandling i dette Tidsskrifts 1ste Rækkes 4de Bind, medens jeg paa mange Punkter har troet at maatte opfatte adskillige Kildesteder anderledes og paa andre Punkter nu kan supplere ham.
[Amund Sigurdssøns og Vikværingernes Opstand kjendtes, da Prof. Daae skrev derom i 1875, kun fra Dokumenter; blandt disse er Forligsdokumenterne af 23de Juni 1436 og 18de Febr. 1437[1], hvis Datering er sikker nok; men dertil kommer et Forligsdokument fra 2den Halvdel af 1436, som Udgiverne af Dipl. Norv. VI henfører til Tiden før 13de December, men Daae omtrent til Midten af December, samt Amund Sigurdssøns Kapitulation „St. Magnusdag 1436“; den henførte Lange med Tvivl til 13de December (St. Magnus’s Translation), hvad Prof. Daae ligesom før ham Keyser godkjender. Da jeg anser denne Bestemmelse for utvivlsomt urigtig, skal jeg her fremføre mine Grunde for at henføre Kapitulationen til 16de April s. A. I de første Bind af Diplomatariet har Lange, skjønt han i Regelen henførte „Magnusmesse“ til St. Magnus’s Dødsdag, dog nogle Gange ved Bestemmelsen af denne Festdag havt Tvivl og vaklet mellem hans Dødsdag (16de April) og hans Begravelsesdag (13de December); men efterat P. A. Munch (Unionsperioden II 145 Note 3) havde ryddet bort Betænkeligheden ved et Brev i 3die Bind, som er dateret „Magnusmesse i Kong Haakons 26de Aar“ (= 16de April 1381, uagtet Kong Haakon var død Høsten 1380), har i de senere Bind Udgiverne overalt angivet „Magnusmesse“ som 16de April, og dette maa da ogsaa gjennemføres for de første Bind. Dateringsreglerne for norske Diplomer er bedst og tidligst opstillet i Erkebiskop Jons Kristenret (C. 26), og her vil man kun finde én Magnusmesse, 16de April; i de norske Love (Jons Kristenret, ældre Frostathings Kristenret i ét Haandskrift samt ældre Eidsivathingslov) kjendes kun denne éne
- ↑ ikke 1436, som Prof. Daae to Gange ved Inkurie siger i sin sidste Afhandling.
