konglige insegel den femte April, året efter vår herres och frälsares, Jesu Christi børd, det ett tusinde åtta hundrede och fjortonde!
I Fagrskinna, udgiven i Christiania 1847, s. 9 heder det om Harald Haarfagre: Hár hans var sítt ok flókit, fyrir þá sök var hann lúfa kallaðr. Þá skar Rögnvaldr jarl á Mœri hár hans ok gaf hánum nafn ok kallaði hann Harald hinn hárfagra, ok þetta kvað Hornklofi:
Þá var lofðungr
lúfa kallaðr
er í fylkis l.....
...... ovum valt.
Síðan var Haraldr hárfagri kallaðr með konungs nafni.
De sidste Ord Síðan–nafni er her med urette trykte som prosa. Egilsson (lex. poët. under lúfa) har seet, at de indeholde strophens anden halvdel, som han dog ikke har gjengivet i rigtig form. Jeg havde, medens jeg kun fra udgaven kjendte stedet, gjort et forsøg paa at restituere den hele strophe, hvilket forsøg er bleven meddelt i „Norske og islandske tilnavne fra oldtiden og middelalderen, samlede af Karl Rygh, adjunkt“ (indbydelsesskrift til den offentl. examen ved Trondhjems kathedralskole i Juni og Juli 1871) under ordet lúfa. Nu har cand. mag. Gustav Storm efter min anmodning velvillig efterseet stedet i codex Arna-Magn. 301. 4to. Der er strophen skreven saaledes: Þa var lofdungr luva kallaðr er i fylkisl... cár oxu valt var kallaðr með k’s nafne Haraldr harfagri ...mir siðan. Jeg sér heraf, at jeg ved mit tidligere forsøg har gjort den gamle skald og hans konge blodig uret; til nogen undskyldning maa jeg anføre, at udgaven ved sin urigtige gjengivelse maatte lede paa vildspor. Jeg skynder mig med at gjøre min feil god igjen, idet jeg nu meddeler strophen i en form, som jeg kanske uden at feile meget tør anse for den oprindelige.
Den tabte skindbog, som afskriveren her kun ufuldstændig har
