Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/526

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Slægtskabet mellem disse to Fortællinger vil være Enhver indlysende, og Spørgsmaalet er kun, om man med Vished tør stole paa, at Sagnet har holdt sig paa Harhamsøen lige fra Begyndelsen af ellevte Aarhundrede, eller om man skulde antage, at en eller anden belæst Mand kunde efter Sagaen have fortalt Bønderne paa Øen den gamle Tildragelse, og at Sagnet paa denne Maade skulde have dannet sig. Det kan dog i den Henseende bemærkes, at Kundskab om Gretter og hans Bedrifter i forrige Aarhundrede alene kunde hentes enten fra Torfæus eller fra de Marcussons 1756 i Hole udgivne Noekrer margfrooder Söguþaetter Islendinga, Skrifter som ingensinde have været Almenlæsning og at Sagaen først i vor Tid gjennem N. M. Petersens Oversættelse og Magnussens og Thordarsons Udgave (1859) er bleven almindelig kjendt.

Hvad der yderligere taler for at betragte Sagnet som en virkelig ved uafbrudt Tradition forplantet Erindring om Gretter, er at dette Sagn ikke er det eneste Spor til, at hin islandske Sagahelt og hans opsigtvækkende Bedrifter leve i den norske Almues Erindring. Hr. Lærer J. T. Storaker har i det ovenfor indtagne Brudstykke af hans Samlinger om Overtroen i Norge (S. 478) meddelt et Sagn ifra Sætersdalen om en Kjæmpe Gretter Aasmundssøn: han traf engang en Rise og en Gygr, som kogte en hel Hest i en Kjedel, fældede Troldene og gav Kjedelen til Røldals Kirke. Dette sagn minder om Sagaens Gretter, forsaavidt dets Helt ligesom denne fremtræder som Trolde-Udrydder, og Navnet Gretter Aasmundssøn er altfor enestaaende til at give Rum for nogen Tvivl om, at den sætersdalske sagnfigur Gretter stammer fra den islandske historiske Gretter.

Hr. Storaker har paa Forespørgsel oplyst, at dette er det eneste herske Sagn om Gretter, som han kjender; men han anser det, vistnok medrette, for meget sandsynligt, at der findes flere, og lover at gjøre sit Bedste for at komme dem paa Spor.

2. Tønsberghus’s Ødelæggelse

Om Tiden, da den gamle Befæstning eller Slottet paa Bjerget ved Tønsberg blev ødelagt, har man hidtil ikke været ganske paa det Rene. I Allens De tre Nord. Rigers Hist. 1, 265 oplyses, at Hr. Knut Alfssøn i 1502 gjorde et Indfald fra Sverige med svenske Tropper og