belser for at vække ny urolighed mellem de indfældte fra först 4 af skyldtes nye kabaler fra den farlige Supremani Setti, som nu opholdt sig i Karikal og derfra havde sat sig i forbindelse med sine beskyttere inden den trankebarske embedsstand, hvis dubasher også denne gang vare indviklede i sagen. Derimod holdt folkets masse nu, som altid ellers, på Anker, hvis faderlige godhed og mildhed de havde lært at påskönne, og i hvem de så sin naturlige beskytter mod dubashernes og deres herrers intriger og udsugelser. Dette forhindrede imidlertid ikke Sinnapa senere fra i Köbenhavn at optræde som talsmand for de undertrykte indfödte og i deres navn at klage over Anker; det var den samme skjulte indflydelse, der så ofte havde gjort sig gældende, som nu atter havde givet ham lejlighed til at optræde i Europa og indgav ham, hvad han skulde göre. Sinnapas sag er således næsten i alt af samme beskaffenhed som Supremani Settis, kun med den forskel, at der i mellemtiden havde ophobet sig endnu mere had og uvilje, og at der nu arbejdedes med endnu större kraft på at svække Ankers anseelse og tilintetgöre hans myndighed.
Der var denne gang også forelöbig al udsigt til, at sagen skulde lykkes. Sinnapa opnåede ved sine klager, at der under 21 November 1795 udstedtes et kongeligt kommissorium for regerings-råd Lichtenstein, kaptejn Stricker, prokurator Schmidt og missionærerne John og Rottler, hvorved det pålagdes disse at indhente og inden tre måneder efter kommissoriets modtagelse at afsende til kommerce-kollegiet nöjagtige oplysninger, om de tvende Hinduer havde været arresterede og offentligen afstraffede, og på hvis befaling dette var iverksat, om der var gået lovlig undersögelse og dom i forvejen, om der havde været opsat nogen klage til kongen på de hinduiske kasters vegne, og hvor denne var kommen
