rörte op i al denne uredelighed, måtte vente sig en storm af uvilje, der vilde føje foröget kraft til det rama-skrig, som samtidig oplöftedes af alle de interesserede embedsmænd, der fandt sig ubehagelig berörte ved Ankers optræden.
I så henseende vare de tvende regerings-råder de værste, endskönt de vare guvernörens kolleger i guvernementet. Der er ingen grund til at betvivle sandheden af de skildringer, som Anker i sine breve udkaster af disse herrer, der ikke have kunnet modstå fristelsen til at skaffe sig ulovlig fordel og göre sig rige ved at bedrage statskassen. De bleve derved naturlige fiender af den guvernör, der ikke delte deres anskuelser om det tilladelige og det utilladelige, og benyttede sig fölgelig af de ubestemte grænser, der vare trukne mellem de forskellige myndigheder, således som allerede er omtalt, til at lægge ham alle de hindringer i vejen, som det stod i deres magt.
Det var især finants-råderne, som havde lejlighed til at trække fordel af sin stilling og derved jævnlig kom i strid med Anker. Ved de mangfoldige anledninger, som de embedsmænd, der beklædte denne post, havde til at göre sig de indfödte betjente forbundne, sikrede de sig store indtægter, og når heller ikke disse strak til, kunde det nok hænde, at de på egen hånd pålagde nye afgifter. Også den anden regerings-råd, der fungerede som justitiarius, benyttede efter evne sin stilling til allehånde berigelser, og nedsatte således den trankebarske embeds-stand i de indfödtes öjne. Det vilde her være overflödigt, efter hvad der tidligere er fortalt, at opregne nye eksempler på, hvad disse herrer kunde tillade sig; hvad der i fremstillingens löb er meddelt, er fuldkommen tilstrækkeligt til at vise, hvilke grundsætninger der ledede de mænd, som vare Ankers kolleger i regerings-rådet og fra disse af udbredte sig nedover og gennemtrængte alle, der
