nemlig i denne bestemt, at alle fremmede, der havde fået borgerbrev i Trankebar og de övrige ostindiske besiddelser, skulde få sin ejendom tilbage; men heraf fulgte ligefrem, at alle andre fremmede, som havde opholdt sig der, og disse udgjorde den store flerhed, ikke skulde få noget tilbage, hvilket rimeligvis vilde have fremkaldt forviklinger både i Indien og i Europa. Da Anker i kapitulationen udtrykkelig havde hævdet alle fremmedes ret, så han ingen grund til nu at fravige dette, og Brathwaite gik også ind på hans forslag, hvorefter alle fremmede i Trankebar skulde få sin ejendom frit tilbage.[1]
Ved forhandlingerne om restitutionen havde guvernören ikke tilladt nogen af de övrige guvernements-medlemmer at blande sig deri. Han gik derved ud fra, at kronprinsen i sit brev i Januar måned havde givet ham „plein pouvoir“ og at denne måtte gælde, indtil den gamle tilstand var fuldstændig gennemfört, så at han kun var ansvarlig for statsrådet og hverken behövede samtykke af guvernementets eller ökonomi- og kommerce-kollegiets medlemmer. På denne måde fik han aldeles frie hænder og kunde optræde med större myndighed lige over for den engelske kommissær.[2]
Hvad vi her have meddelt om begivenhederne i 1801, og hvad dermed står i forbindelse, giver et klart indblik i det vanskelige ved guvernör Ankers stilling, således som vi have havt anledning til at se ham, ladt i stikken af overordnede i Köbenhavn og hindret og chikaneret af kolleger
- ↑ Oplysninger om tilbagegivelsen af Trankebar haves i guvernör Ankers breve til grev Wedel af 24 Febr. 1803, til grev Schimmelmann af 12 Oktbr. 1802 og til konferents-råd Anker af 30. Januar 1803.
- ↑ Guvernör Ankers brev til broderen, Karsten, af 25 Maj 1802. Lord Clive og nogle andre Englændere fik senere guldmedaljen pro meritis tilstillet gennem Anker.
