grundet, hengik der dog over et år, inden Danebrog atter blev hejset på Trankebars volde.
Efterat den dansk-norske regering havde tiltrådt den i Juni måned 1801 mellem Rusland og England afsluttede konvention, blev det bestemt, at alle dens besiddelser udenfor Europa skulde tilbagegives, ligesom også alle beslaglagte skibe, der tilhörte danske og norske undersåtter. Udförelsen af det sidste punkt for Indiens vedkommende krævede ikke mange vanskeligheder og blev iverksat af admiral Rainier på egen hånd, såsnart han i aviserne havde seet, at hans regering havde udstedt ordre dertil, men för han selv havde modtaget nogen sådan. Antallet af de i Indien beslaglagte skibe var imidlertid ikke betydeligt, da nemlig, som allerede ovenfor er omtalt, de fleste skibs-redere i tide havde skilt sig ved sin ejendom. Af större skibe vare kun tre blevne beslaglagte, hvoraf et, „Norge,“ tilhörte det dansk-asiatiske kompagni.
Med overdragelsen af kolonierne tog det derimod længere tid. Först under 16 Oktober udkom den kongelige instruktion, der bemyndigede guvernör Anker til på kongens vegne at modtage de ostindiske besiddelser af de engelske auktoriteter. Derefter förtes fremdeles nogle underhandlinger mellem den dansk-norske gesandt i London, grev A. F. Wedel Jarlsberg, og den engelske stats-sekretær, lord Hobart, hvilke i Januar 1802 endte med en nærmere overenskomst om overdragelsen af de indiske besiddelser.[1] Herom fik Anker
- ↑ Af instruksen findes en afskrift mellem Ankers efterladte papirer. Den er udstedt af ökonomi- og kommerce-kollegiet 16 Oktober
anbringes i noget offentligt dokument, eftersom det engelske guvernement i Indien var i denne affære kuns den eksekutive myndighed og måtte fölgelig forbeholde sig udsigt til at udföre, hvad videre ordre som mueligen kunde indlöbe fra den engelske regering i Europa.“ (Ankers kopibog for 1797–1802.)
