visdom.“ Han afgik også virkelig först til Isle de France og dernæst til Köbenhavn. Ankers optræden vandt lord Morningtons fulde bifald; dog indberettede denne det forefaldne til ministeren i London, om han vilde foretage noget skridt i anledning af Lichtenstein.[1] Forholdet mellem Tippo og guvernementet i Trankebar blev fremdeles venskabeligt, da den förste desavuerede sin udsending og gennem sin vakil fralagde sig al delagtighed i sammensværgelsen.
Imidlertid rykkede tiden for Tippos sidste kamp nærmere og nærmere. Lord Mornington var i den anledning rejst til Madras, for selv at påse forberedelserne til felttoget, der skulde åbnes med en hær på 36,000 mand. Forinden denne rykkede i marken, gjorde han endnu et forsög på at bevæge Tippo „til at indgå så bindende vilkår, at de Engelske kunde betrygges mod fiendtligt angreb,“ men fik kun ubestemte svar, da denne stolede på den lovede franske hjælp og snart ventede at se Bonapartes tropper i Indien. Hans hinduiske allierede opgave hans sag og stillede tropper til lord Morningtons rådighed, hvorpå denne under 20 Februar udstedte en proklamation i de forbundnes navn, det engelske kom-
- ↑ Lord Mornington siger bl. a. i sit brev til Anker: „The principles, which have directed your excellencys judgement in forming that determination, are conformable to the wisdom and integrity of your character and to those established maxims of public law, which define the limits of neutrality among civilized nations.“ I Ankers kopibog for 1797–1802 findes en mængde oplysninger om denne sag. – I et andet brev takker lord Mornington Anker for de fra ham modtagne oplysninger om Tippos fiendtlige hensigter og lover at anvende disse med al mulig diskretion; til slutning siger han: „I have made it my particular request to lord Grenville to use all his influence at the court of Denmark to support your excellency against your ennemies at that court, if any attempt should be made by them to your prejudice.“ Originalen (af 23 Marts 1799) mellem guvernør Ankers efterladte papirer. Lord Grenville var förste stats-sekretær i udenrigs-departementet.
