Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/335

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
309
GUVERNÖR PETER ANKER.

Anker nogen juridisk forpligtelse til at indhente dettes samtykke. Med hensyn til sin uvidenhed om lånet af 1785 undskyldte Sir Charles sig senere med, at han havde fået i fejlagtig underretning af den danske missionær, Schwartz, der i årene 1778 til 1798 opholdt sig i Tanjour og övede stor indflydelse ved rajahens hof. Men hvis man kan stole ubetinget på dennes erklæring til Anker, synes den engelske guvernör næsten med forsæt at have misforstået ham.

For at ordne sagen i mindelighed, afsendte Anker hofjunker Frants Lichtenstein til Madras, hvor han opholdt sig fra midten af Februar til midten af Marts 1791, men uden at kunne opnå mere, end at det engelske guvernement anerkendte lånet af 1785. Uagtet Anker gjorde alt, hvad han kunde for at vise sit venskabelige sindelag, bl. a. ved at tilbagekalde den trankebarske vakil eller resident fra Tanjour, samtidig med at han erklærede sig bestemt på til enhver pris at hævde sin ret, var Sir Charles ikke at bevæge til at opgive sin påstand om de 9 landsbyer, der i 1788 vare pantsatte for 20,000 pagoder. Först efter Lichtensteins tilbagekomst til Trankebar viste der sig en liden udsigt til eftergivenhed fra guvernementet i Madras, da dette omsider under 8 April 1791 efter fornyet skriftlig henvendelse fra Anker erklærede sig villigt til at forespörge sig hos det engelske kompagnis direktion i London.

Heri lå der en slags indrömmelse, men heller ikke mere, og det gjaldt lige fuldt om at være på sin post. Det engelske guvernement måtte nemlig antages at ville skrive til Europa med förste post, så at sagen efter al sandsynlighed vilde være afgjort i London, för et brev fra Trankebar kunde have nået Köbenhavn og en speciel instruktion derfra være tilstillet den dansk-norske gesandt i England. Derfor fattede Anker den raske beslutning på egen hånd og uden at underrette de