drægtige principia, som har forvoldt, at vi blanke ansees i denne del af verden som de allerafskyeligste af skabningerne.“ Da det havde været mr. Hollands hensigt selv at forstrække rajahen af Tanjour med de forlangte penge og derfor tage den smukke rente af 36 p. c., er det let at forstå, at Sir Archibald Campbell i ham havde en afgjort modstander, da sagen forhandledes i Madras; da lånet imidlertid var bleven negocieret tiltrods for hans bestræbelser, var det også ganske naturligt, at han ikke så derpå med blide öjne og gærne vilde have det omstyrtet. Hvor interesseret denne mand i det hele taget optrådte, viste sig omtrent på samme tid også ved en anden lejlighed, idet han tog sin fordel iagt ved at overlade naboben af Karnatik en anseelig troppestyrke, for at denne kunde aftvinge nogle af sine vasaller en större tribut, end de vare pligtige til at betale.[1]
Således stode sagerne, da Anker i Juli 1789 modtog den kongelige resolution af 26 November f. å. „at de tanjourske negociationer ikke mere skulde entreres i.“ Denne bestemmelse var imidlertid truffen, för nogen af Ankers egne depescher kunde have nået Europa, på en tid, da regeringen i Köbenhavn således ikke vidste noget om, hvor fordelagtig udsigterne ved at bevilge dette lån havde stillet sig efter hans ankomst, og gjaldt alene den tidligere, forlængst afbrudte underhandling. Da Ankers depescher langt om længe nåede Danmark, vare de politiske udsigter betydelig forandrede, så at der da fölgelig ingen grund var for regeringen til at nægte sit endelige samtykke til negociationerne med rajahen af Tan-
- ↑ Holland aflöstes snart midlertidig af general Meadows, der i Maj 1790 aflagde et besög i Trankebar. Hollands broder, der fremdeles sad i guvernementet i Madras, blev også afskediget af generalguvernören, lord Cornwallis. Både til denne og til general M. stod Anker i et meget venskabeligt forhold.
