i så fald vilde hindres i at udföre den plan, hvorved man skulde opnå de påregnede fordele for statskassen. Fugl vilde nemlig ved ansættelsen af sine sorte betjente kun tage hen- syn til, hvem der gav ham de störste presenter, og således vilde der ikke vindes noget udbytte, da disse nok vilde sörge for at fortære alle indtægter, sådan som det var skeet med det forhen forpagtede distrikt, Tiruvidikally, der bestyredes af en sort uden ringeste kontrol, og det, uagtet denne var anseet som en af de allerupålideligste, man havde i Trankebar. Før der endnu var truffet en endelig ordning med bestyrelsen, indlöb der efterretninger fra Europa om, at den dansk-norske regering rimeligvis vilde blive nödsaget til at hjælpe Rusland mod Sverige, og at den allerede havde gjort store rustninger. Dette måtte med nödvendighed virke nedslående på Anker, da han kunde befrygte, at de veksler, han havde trukket, vilde indlöbe i et öjeblik, da krediten i Holland ikke var så favorabel, som han havde havt årsag til at formode. Han måtte föle, at han havde spillet et dristigt spil, da han afgjorde sagen uden at oppebie sin regerings ratifikation; men i bevidstheden om sine hensigters uegennyttighed og om den store fordel, der var at höste, udviklede han atter i et brev af 29 Maj 1789 den hele sammenhæng for grev Schimmelmann[1], og gentog sit tidligere tilbud om ved sine forbindelser med engelske huse „at udlöse hans majestæt af denne forpagtning,[2] ifald samme ikke bi-
- ↑ Det heder i brevet: „Ved at nægte ham (ɔ: rajahen) vilde jeg have pådraget kolonien hans uvenskab, hvoraf fölgerne havde blevet, at det tanjourske hof havde indladt sig udi vore uroligheder og understöttet samme til koloniens ruin og måske tab.“
- ↑ Da Anker var i Madras den foregående sommer, havde hans derværende „intime venner“ tilbudt ham at skaffe en sum af 2 lak stjerne-pagoder (400,000 rdl. dansk), om han vilde deltage med dem i et lån til rajahen af Tanjour.
