til Skade for Stats-Kassen, utilbørligen kunde blive forøget. Hegermann anførte herimod, at han hellere af Kongen vilde have i Naade sin Afsked, end han vilde suspenderes fra sit Embede, og heri vare vi for en stor Del enige med ham. Holck vilde, at ikke Storthinget men Kongen skulde have Ret til at bestemme Pensionen; men heri lik han intet synderligt Medhold, fordi Kongen derved fik for stor Indflydelse paa Stats-Kassen. Adskillige vilde, at Bestemmelsen i denne § kun burde være gjældende for Statsraadet, Gesandter, Consuler og Over-Øvrigheds-Personer; men Hegermann, Stabell, jeg og Flere fandt Bestemmelsen for Aarsagens Ligheds skyld aldeles nødvendig for Regiments-Chefer, Commandanter etc. Holck og Heidmann vilde, at Kongen burde, som høieste Befalingsmand til Lands og Vands, kunne afskedige Officierer af Sø- og Land-Etaten efter Forgodtbefindende, men hverken dette, eller deres Forslag, at Kongen maatte kunne forsætte en Officier mod hans Villie fra et Regiment til et andet, blev antaget. Efter Votering blev §en antaget ved Stemmeflerhed, med den liden Forandring, at man, da Nogle ikke troede, at Biskopperne regnedes til Over-Øvrigheder, satte: Civile og geistlige Over-Øvrigheder. § 52 enstemmig antaget. § 53. Provst Stabel fremførte: Forordningen om Indfødsretten vilde altid gjøre os Christian d. 7des Minde dyrebart, men denne Forordning var efterhaanden bleven saaledes svækket, at kun Skyggen af den havde været tilbage; han paastod, Norge havde lidt saa meget, vilde muligens komme til at lide og opoffre saa meget, at ikke enhver Udlænding, som muligens vilde nedsætte sig i Landet og opholde sig der i 5 Aar, burde have Adgang til Statens Embeder. Sorenskriver Bryn holdt paa samme Mening. Jacob og Jørgen Aall, Provst Middelfart og Amtmand Bendeke talede for Forslaget, og ønskede inderlig, at Staten
