denne havde dog den udvej at eftergive ham gjælden, medens han endnu var arbejdsfør; da pålå forsørgelsen frænderne. Var skyldtrællen trodsig og ikke vilde arbejde, og hans frænder heller ikke vilde løse ham, var herren berettiget til at lade ham dræbe eller lemlæste[1].
Ifølge F. L. X. 39; B. R 163 (jfr. Hkb. 40 og M. L. IV. 28) kunde endvidere arbejdsføre tiggere gribes af hvemsomhelst og behandles som trælle (fénýta), hvis ikke de selv eller deres frænder løste dem med 3 mark. Samme bestemmelse indeholder den ældre Eidsivatings kristenret (I) kap. 45 om kvinder, som for med troldomskunster.
Ingen måtte sælge sin træl ud af landet, med mindre han havde gjort sig skyldig i misgjerninger, da herren i visse tilfælde endog var pliktig dertil (F. L. XI. 20, jfr. G. L. 20, 22 o. fl.). – Løb nogen træl bort fra sin herre og blev greben, var herren under straf af bøder pliktig at refse ham; udenlandsk træl skulde gildes. I pågribelsespenge (undingjalausn) var herren pliktig at betale en øre, hvis trællen grebes inden fylket; 2 ører udenfor fylket og inden lagdømmet, og 4 mark, hvis han grebes udenfor lagdømmet (G. L. 68 jfr. 69; F. L. X. 40).
Beskyldtes en træl for nogen misgjerning, kunde tortur anvendes for at bringe ham til bekjendelse; dog måtte han ikke derved gjøres udyktig til arbejde, og den således frembrakte tilståelse gjaldt ikke i rettergang som bevis, med mindre den stadfæstedes ved sikre kjendsgjerninger (G. L. 262; F. L. X. 40). Forsåvidt herren derimod
- ↑ „Þá skal sá, er skuld á at hanom, eiga kost at høggva af hánom hvárt sem ham vill, ofan eða neðan.“ – At dette dog ikke har udtrykt den virkelige brug, men alene konsekvensen af den gamle grundsætning: at gjæld hæfter på skyldnerens legeme, – ganske som den bekjendte regel i de XII tavlers love hos Romerne: „tertiis nundinis partes secanto“ o. s. v., – synes aldeles sikkert.
