Her har der saaledes paa vestsiden fordum været en gaard Vik (i Vikum, D. N. 2, 296), nu Nordvik, Mevik og Sørvik. Skaga, yderst paa en lang halvø, se under Handnesøen. Ugelfoden, udtalt Olfoten, dannet af fótr (fod) ligesom Lófótr, Lofoten, Vargfótr, Flakstadøen i Lofoten, Ófótr, Ofoten, Olmfótr, Olfoten i Daviken, Folafótr, Folafoten ved Throndhjem og paa. Island (Landn. 2, 29), Forfot (nyere form) i Aafjorden. Istedetfor de 4 første former opfører Munch (Beskr.): Lofót, Vargfót, Ófót, Olmfót, men disse feminine former forekomme mig umulige, og jeg bar ikke kunnet finde nogen tilstrekkelig hjemmel for dem. AB. 95 f. findes: i Ofot, i Vargfot, i Lofot; ligesaa i Dipl. N. f. ex. s. 874 i Lofoth (fra det 15de aarh. ar oftest Lofothen). Dativ af fótr heder vistnok fœti, men at det i navne især i den senere middelalder har mistet noget af sin bøielighed, er ikke besynderligt; i Lofotenom Dipl. 5, 597, 656. 2, 674 (hvor formerne ellers ere regelrette) taler afgjørende for en nominativform -fótr. Forresten forekomme disse navne maaske kun i genitivformen -fótar, der er den regelmæssige genitiv af fótr. Efter Munch (Beskr. 63 og 96) brugtes de afledede svage former Ófóti og Olmfóti til at betegne fjordene; i Bjørg. Kalvsk. 17 (Presttekian i olmfota) synes det dog at betyde bygden. I Loofota skippredhu (D. N. 2, 684) kunde forklares af en svag form, men er rimelig feil for Loofotar, ligesom „þessa før sagda jordhir“ i samme brev. Om anvendelsen i stedsnavnene af ord, der betegne lemmer paa menneskets eller dyrs legeme, er før talt. Lofoten kan, som nevnt, maaske afledes af lo, gaupe; Vargfótr kommer af vargr, ulv, Folafótr af foli, fole. Hvis matrikelens Ugelfoden er den rette gjengivelse af den gamle form (den synes ikke let at kunne være opfunden), maa stedet fordum have hedt Uglufótr af ugla, ugle. De
