sletten, Vaage, hvor præpositionen staar i et adjektivisk forhold: sletten nedenunder (aasen). En anden plads heder Skjaaviken af skjaa, et tørveskur.
Af gaardene paa Vega nevnes dere i middelalderen. Gulsvaag, fordum Guðleifsvágar (AB. 90), af mandsnavnet Gudleiv. Hongset, Högnasetr (AB. 90), af mandsnavnet Hogne. Færset, Færasetr, (s. st.) af fær, faar (jf. Færestad, Lærdal, Færevik, østre Moland, fordum vel: Færastaðír, Færavík). Sundvoll, Sundvellir (s. st.), hvor flertallet vellir altsaa er gaaet over til enkelttalsformen voll, medens det ellers nu i Helgeland er blevet til valla. Vegsten, oprindelig Veigarsteinn, af øens navn, hvoraf. Veigasteinn i AB. maa ansees som en yngre form[1]. Vegdalen, Veigmoen (efter matrikelen; udtales vel begge: Veg-) ligeledes af øens navn. Ældre udseende have: Nes (AB. 90), Vika, fordum Víkr (af wikom AB. 90), om ikke ordet som stedsnavn har havt flertalsformen Víkar, som den nuværende endelse synes at tale for; Floa, vel ogsaa flertalsform, af flói, m. et ved oversvømmelse dannet grundt vand, en sumpig egn, hvilket ellers nu i regelen i navne er gaaet over til Flaa (Flaavand, Flaabygd, Bø i Thelemarken); Svea, af svíða, afbrænde (jf. Svenningen blandt ønavnene), en stamme, som nu forekommer i navne i forskjellige formen Svedjom, Sveen og Svea, der alle maa henføres til sviða, fem., eller en sideform sviðja, der forekommer som navn i Jemteland D. N. 3, 642 o. fl. st., og endelig har man i Indhered Sve, neutr. Eidem, maaske Eiðheimr; Kjol, som maaske i udtalen lyder Kjøl, ar kjölr, kjøl, eller det
- ↑ Denne form har, efter meddelelse af prof. Bugge, originalen, medens udgaven pag. 90 har den urigtige form Vigasteinn, og Munch Beskr. 66 Veigusteinn, som vel beror paa en gjetning.
