have. Man skjændte, fordi den jydske Reserve under General Wegener stod ved Kolding uden Nytte, istedetfor ved Rendsborg, hvor den kunde stødt til Prinds Friederich og holdt Fienden ude af Slesvig. Fra. Østerrige haabede man nu Frelse og Fred. Man paastod, at den østerrigske Metternich og den danske Bernstorff vare Ungdomsvenner, og man ansaa dette Tilfælde som en Gjentagelse af det Mirakel, der er forhaanden, hvergang Danmark er stedt i yderste Fare. Man foregav, at der var Uenighed mellem de Koaliserede og Sveriges Kronprinds. Man lovede sig allerede en gylden Fremtid imod den nærværende Trængselstid.
Nogle Dage senere kom flere Poster og fortalte, at Vaabenstilstanden var forlænget til den 5te Januar, at Kongen selv afmarscherede med den største Del af Armeen for at jage Fienden ud af Landet, og at han allerede stod med 53,000 Mand ved Hindsgavl i Fyen. Man begyndte at fatte Mod og Tillid til Kongen, og dette glædede mig. Hvad der allerede tilforn havde vakt en stor Del til Fordel for Kongen, var den Anekdote, der fortaltes med saa megen Omstændelighed om Anskaffelsen af det militære og civile General-Kommando-Kontor og Indsættelsen af Statsraadet. Denne Forandring tillagde man især gamle Godske Moltke, der i Forening med alle Ministrene skulde have traadt frem for Kongen og frimodigen ytret sine Tanker om det hele Adjutantskab og Adjutant-Regjering, som af alle ilde omtales. Dette skal imidlertid have været aldeles opdigtet efter senere Beretninger, og staben staar end i fuld Flor. Imidlertid ankom heldigvis i den sidste Uge af Aaret vel omtrent 60,000 Tdr. Kornvarer fra Danmark[1], og deraf fulgte, at
- ↑ Den 27de December 1813 afgik Sø-Kapteinløitnant A. Krieger fra Frederiksværn med Orlogs-Briggerne „Lolland“, „Seagull“ og
