vet ved den første Begyndelse. Aarsagen hertil anser jeg at være dels Dovenskab, dels de rolige og ensformige Tidsomstændigheder, i hvilke jeg hidtil har levet, da Fædrelandet vel har havt Krig, men destoværre en af de farligste og ulykkeligste, hvori Intet foretoges, hvori intet stort Foretagende vækker og skjærper Mod og Aand, men Alt bidrager til at søvndysse, slappe og tilintetgjøre al Kraft i Staten. Det fortryder mig dog, at jeg ikke i 1808 gjorde Optegnelser om Adskilligt, som jeg da saa og hørte her i Kristiania; thi da var her virkelig en betydelig Krisis og temmelig urolige Tider; men jeg blev gift 20 Mai d. A. og glemte ved det nye Ægteskabs Behagelighed Landets Trængsler, ligesom jeg og først i den roligere Periode af Aaret satte selv Husholdning, da jeg boede i 10 Uger hos min Svoger paa Ladegaarden i Oslo“.
Man skal endnu kun tilføie, at de Anmærkninger, som ikke udtrykkelig anføres som Forfatterens egne, ere af Meddeleren.
Slutningen af 1813 var saare mærkelig. Den 24de December kom Post fra Jylland og bragte Efterretning om, at Prinds Friederich var tilbagetrængt fra Lübeck den 5te December, og at han fra 7de til 10de December lykkeligen var ankommen med sit Troppekorps over Kiel til Rendsborg, hvor han alligevel maatte slaa sig igjennem den fiendtlige Hær ved Sehestedt. Samme „Stats-Tidendes“ Proklamation om denne Retræte forkyndte tillige Østerriges Mægling om Fred, og at de danske Kornfartøier saaledes for en kort Tid vare tilbageholdte[1]. Man fortalte endog, at Prinds Christian havde Brev fra Kongen, der meldte, at han havde antaget alle Østerriges Forslag, men at Ponte-Corvo endnu vedblev sine ublue Fordringer. Disse Efterretninger gjorde forskjellig Sensation. Man frygtede for, at Fienderne skulde trænge op i Jylland og bemestre sig det Korn, vi skulde
- ↑ Jevnfør Bladet „Tiden“ for 25de December 1813.
