Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/51

Denne siden er ikke korrekturlest

47

L. DAAE. 0M FREDERIK IIs PAATÆNKTE GIFTERMAAL.

Et bekjendt Sags har fortalt om, at Frederik, medens han i Faderens sidste Leveaar holdt Hof paa Malmøhus, skal have havt en Kjærlighedshistorie med en ung adelig Jomfru, den senere Rigshovmester Hr. Eiler Hardenbergs Datter. Men denne romantiske Historie vides ikke at være fremkommen i Literaturen førend i Aaret 1776, da den med Et uden Angivelse af Hjemmel dukker frem i en Skolebog, hvis Forfatter rigtignok var P. F. Suhm^[1]. Sagnets Kilde

som H. K. Maj. havde ikke havt Gud Allermægtigste mere udi Raad med sig, end Mennesken, da menes vist, at det skulde gaaet noget anderledes, end det siden, Gud ske Lov, er gangen“.

↑ Suhms Udtog af Danm., Norges og Holstens Historie. Kbh. 1776 (Suhms saml. Skr. 8, 372). G. L. Baden har i sin Danmarks Historie (3, S. 264, 385) med Begjærlighed grebet dette Sagn, betragtet det ganske som en Kjendsgjerning og deri søgt en Leilighed til at give sin Uvilje mod Adelen Luft: „Den skjønne Hardenberg, saa indtagende hun kan have været, saa opdroges dog endnu heller ikke Adelens Døtre saaledes, at de med deres Skjønhed forbandt en dyrket Forstand“ (?). – – – „Frederik var allerede 38 Aar uden at være formælet. Endnu forstod den adelige Jomfru Hardenberg at holde sin kongelige Ven fra enhver anden Forbindelse (!), ja man frygtede vel endog for, at hun skulde forstaa varig at knytte denne Forbindelse“ (!). I ganske modsat Aand, men med ikke mindre historisk Løshed har Tyge Becker (Orion, 2, Kbhvn. 1851, S. 23) trods Werlauffs Tvivl villet forsvare Sagnets Ægthed for at vinde et Blad til Adelens Æreskrands: „Efterat den unge Prinds havde besteget Thronen, tænkte han kuns (!) paa at sætte sin Elskede ved sin Side og pryde hendes pande med en Guldkrone, men den gamle Rigshovmester var stærk nok til at forhindre en for ham og hans Slægt vistnok smigrende, men for Fædrelandet saa aldeles uheldvarslende Forbindelse, og han fulgte sin Samvittigheds Bud, uagtet han derved faldt i sin Konges Unaade og sandsynligvis knuste sin Datters Hjerte“. Oettingers Beretning i hans Gesch. d. dän. Hofes er kun elendige Opdigtelser. Hvorfra Suhm har havt sin Fortælling, vilde det være ret interessant at vide; maaske turde det ved en Undersøgelse vise sig, at den, ligesom Fortællingen om Christian Barnekovs Offerdød for at redde sin Konges Liv 1612, (se herom Dr. C. Paludan-Müllers Undersøgelse i Nykjøbings Skoles Program for 1870) er indkommen i den danske Historie fra svenske (skaanske) Kilder.

[1] Suhms Udtog af Danm., Norges og Holstens Historie. Kbh. 1776 (Suhms saml. Skr. 8, 372). G. L. Baden har i sin Danmarks Historie (3, S. 264, 385) med Begjærlighed grebet dette Sagn, betragtet det ganske som en Kjendsgjerning og deri søgt en Leilighed til at give sin Uvilje mod Adelen Luft: „Den skjønne Hardenberg, saa indtagende hun kan have været, saa opdroges dog endnu heller ikke Adelens Døtre saaledes, at de med deres Skjønhed forbandt en dyrket Forstand“ (?). – – – „Frederik var allerede 38 Aar uden at være formælet. Endnu forstod den adelige Jomfru Hardenberg at holde sin kongelige Ven fra enhver anden Forbindelse (!), ja man frygtede vel endog for, at hun skulde forstaa varig at knytte denne Forbindelse“ (!). I ganske modsat Aand, men med ikke mindre historisk Løshed har Tyge Becker (Orion, 2, Kbhvn. 1851, S. 23) trods Werlauffs Tvivl villet forsvare Sagnets Ægthed for at vinde et Blad til Adelens Æreskrands: „Efterat den unge Prinds havde besteget Thronen, tænkte han kuns (!) paa at sætte sin Elskede ved sin Side og pryde hendes pande med en Guldkrone, men den gamle Rigshovmester var stærk nok til at forhindre en for ham og hans Slægt vistnok smigrende, men for Fædrelandet saa aldeles uheldvarslende Forbindelse, og han fulgte sin Samvittigheds Bud, uagtet han derved faldt i sin Konges Unaade og sandsynligvis knuste sin Datters Hjerte“. Oettingers Beretning i hans Gesch. d. dän. Hofes er kun elendige Opdigtelser. Hvorfra Suhm har havt sin Fortælling, vilde det være ret interessant at vide; maaske turde det ved en Undersøgelse vise sig, at den, ligesom Fortællingen om Christian Barnekovs Offerdød for at redde sin Konges Liv 1612, (se herom Dr. C. Paludan-Müllers Undersøgelse i Nykjøbings Skoles Program for 1870) er indkommen i den danske Historie fra svenske (skaanske) Kilder.

[1]