ket han sandsynligvis har boet sammen med sine to Brødre, der vare komne til Kjøbenhavn kun et Aar tidligere end han, kjendes forøvrigt intet biographisk Træk. Han omtaler etsteds i Epistlerne, at Studenterne, i Særdeleshed de norske, vare særdeles ivrige i Fægteøvelser, ja endog hyppig duellerede[1]. Man skulde ellers tro, at Holberg her kun har været Tilskuer, men han omtaler dog senere „en gammel Figtmester“ som sin Bekjendt fra yngre Dage. Ligeledes hændte det i hans Studentertid, „at han fandt en Forskrivelse, hvorudi en ung Person havde forbundet sig til Fanden og derfore stipuleret sig aarligen en Tønde Guld.“. Holberg leverede Papiret til Mandens Privatpræceptor, som rev den itu og sagde, at han vilde irettesætte Studenten i Enrum. „Man kan heraf indbilde sig, skriver Holberg videre, at Fanden da ikke var par cassa for at udrede en saadan Sum og derfor ikke havde denne Gang villet imodtage Obligationen“[2].
Holberg havde i en Alder af ikke fuldt tyve Aar naaet det Maal, som for den store Flerhed af de Studerende var det sidste og endelige paa den lærde Bane. Udentvivl havde han dog helst ønsket at kunne forblive, hvor han var, men økonomisk Trang gjorde ham det til en Nødvendighed anden Gang at søge hjem til Norge. Han drog igjen til Bergen, men kunde ei ret trives der. Vi tør med Bestemthed antage, at den Skildring, som han lige i Begyndelsen i Nils
- ↑ „En norsk Student, som ikke havde freqventeret Figtskolen i Kjøbenhavn, blev anseet ved sin Hjemkomst som en, der havde anvendt Tiden ilde ved Universitetet. Man hørte da ligesaameget tale om duellerende Personer, som nu om praesides udi cathedris og deres Respondenter“. (Den 80de Epistel). Sammenlign Werlauffs hist. Antegnelser til Holbergs atten første Lystspil, S. 279 ff.
- ↑ Den 92de Epistel.
