den Holbergske Leander er Kjøbenhavner, er hans Leonora sandsynligvis Bergenserinde.
Blandt de selskabelige Samkvem, Holberg i Bergen har kjendt til, nævner han blandt Andet Gjestebudene hos Naboen Jens Pedersen[1]. „Jeg erindrer mig endnu, siger han i den for norske Læsere særdeles fornøielige 226de Epistel, hvilken Glæde det var for mig og andre, naar vi fik at vide, at vor Nabo Jens Pedersens Hustru var kommen i Barselseng, eller at et af deres kjære Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode, fede Dage. Det kan vel ikke negtes, at jo Folk derved sattes udi nogen Bekostning, men en stor Nytte flød deraf, saasom Fortrolighed og kjærlig Omgjængelse derved befordredes mellem Venner og Naboer, og hvad Anstændigheden angaar, helst udi Sørgestuer, da mener jeg, at Intet kunde være fornuftigere og anstændigere, end ved al optænkelig Lyst at opmuntre de sørgende Personer og at komme dem til at glemme deres Forlis.“ At Erindringer fra saadanne sammenkomster have havt sin Indflydelse paa Holbergs Komedier, er sandsynligt. Forøvrigt faldt Holbergs Skoleaar ind i en Overgangstid, ogsaa hvad Bergens Selskabsliv angaar, og han bemærker selv: „I min Skolegang begyndte man alt med Baller og alamodiske Assembleer at omstøbe Indbyggerne“.[2] Som tilhørende det velhavende og dannede Lemske Hus og senere som Huslærer hos en Vicebiskop har Holberg udentvivl ogsaa havt Anledning til selv at iagttage disse Selskabelighedens Nydannelser.
Ikke faa Personer, som senere nævnes i Holbergs Skrifter, fornemmelig i Nils Klim, har han personlig kjendt i
