han desto færre virkelige, og da næsten altid kun korte Forretningsbreve; selv af disse er neppe et Snes Smaabilletter bevarede. Heller ikke fandt hans Samtidige det Umagen værd at optegne, hvad de vidste om den mærkeligste Mand, de havde kjendt; foruden den tydske Musikant Scheibe ere Suhm og en norsk Lærd, Carl Deichmann, saagodtsom de eneste, der danne en Undtagelse. Endog i Samtidens hidtil bekjendte Brevvexlinger forekommer hans Navn yderst sjelden. Sandsynligvis hænger denne Samtidens Taushed sammen med den Kjendsgjerning, at Holbergs Anseelse blandt hans Landsmænd allerede før hans Død havde taget stærkt af. Datidens franske Smag havde ledet Mængdens letbevægelige Sind ind i nye Retninger og navnlig formindsket dens Interesse for Holbergs fornemste Nationalværk, Comedierne. Man tør sige, at et Par Menneskealdere hengik, inden Ludvig Holberg atter, gid man turde sige for stedse, blev gjenindsat paa sin rette Plads i sine Landsmænds, de Danskes og Nordmændenes, Bevidsthed. Imidlertid var den Slægt, som personlig havde kjendt ham, forlængst uddød, og Traditioner, oftest ligesaa ubetydelige som tvivlsomme, maatte træde istedenfor de sikre Vidnesbyrd, som ikke mere kunde opdrives.
En udtømmende øg fyldig Fortælling om Ludvig Holbergs Liv og Levnet vil derfor vistnok stedse kun blive et fromt Ønske, skjønt det maa indrømmes, at man fra den Tid af, da Beundringen for hans Geni og Kjærligheden til hans Værker atter er vaagnet, med priselig Omhu har sagt at samle de Oplysninger om hans Levnet og Skrifter, der endnu vare at faa. Naturligvis har dette især været Tilfældet i Danmark. Werlauff har af de Ældre, Chr. Bruun af de Yngre leveret de fleste Bidrag. Flere værdifulde Vink skyldes ogsaa Chr. Molbech og N. M. Petersen. C. W. Smith har med Held
