Ludvig Holberg har i sine Skrifter hyppig indstrøet charakteristiske Smaatræk om sig selv, ja endog i de berømte „Epistolae“ til en unavngiven vir perillustris leveret en sammenhængende Skildring af sit Liv. Denne Skildring er i høieste Grad tiltrækkende, og den er det dobbelt for dem, som have Sands for det eiendommelige Humor, hvorved Holberg udmærker sig ogsaa som latinsk Forfatter, men den er dog ligesaameget en Reisebeskrivelse som en Biographi, den fortier fuldt saa meget, som den fortæller, og er i det Hele mere skikket til at opvække og spænde end til at tilfredsstille Læserens Videbegjærlighed[1]. Og til at fuldstændiggjøre disse hans egne Meddelelser føle vi os i en paafaldende Grad blottede for Hjælpemidler. Hans egne Papirer ere sporløst forsvundne. Var han frugtbar paa fingerede Breve, skrev
- ↑ For blot at nævne et eneste Exempel, hvor interessant skulde det ikke være at vide, hvilke de „amici,“ som han idelig omtaler, egentlig have været? Hvor kjært blot at vide Navnet paa den amicus, som veiledede ham ved hans første poetiske Arbeider?
