Kristiania Marked var da overstaaet[1]. Stemningen var ikke med den bedste. Flere Mænd frygtede for Enevoldsherredømmets Gjenoprettelse og for at faa den hele gamle surdeig tilbage og ytrede desaarsag adskillige Tvivl. Misnøien har røbet sig dels ved flere besynderlige Avertissementer i „Intelligents-Sedlerne“, dels ved en Slags Revolutionsvise af Malthe Bruun, som findes indført i samme Blad[2], og som blev afsunget paa Komediehuset anden Markedsdag med meget Bifald. En forskrækkelig Politisering har tillige hersket i alle Selskaber og i alle Stænder, næsten er man bleven halv træt deraf. Det har imidlertid glædet mig, at alle fornuftige Folk have været af den enstemmige Mening, at saasnart Prinds Christian proklamerer sig som Konge ved Siden af en Konstitution, saa forener han alle Stemmer og alle Partier, og dette ene kan alene frelse Norge. Spændingen er meget stærk, og alle Mennesker vente hver Dag paa Proklamationer. Underligt nok er det, at Freden er sluttet den 14de Januar, og endnu vide vi intet officielt om dens Indhold. Med v. Holtens Reisebulletin er man ei synderlig fornøiet. Prindsen kom i Søndags til Eidsvold og ventes hertil i Morgen. Et glædeligt Rygte er udspredt, og fordi det syntes at være saa ønskeligt, har jeg selv bestræbt mig for at udbrede det. Prindsen vil efter dette erklære sig for konstitutionel Konge; vil sammenkalde Nationens Repræsentanter; vil afstaa fra al Indflydelse paa Finantserne; vil dele den lovgivende Magt; dette og intet mere ønske alle fornuftige Mænd, som jeg har truffet paa. Snart maa det hele opklare sig. Gud fri os fra Partier i Landet, og disse
