heftige lidenskabelige Udbrud af Forbitrelse mod Naboen, som endelig vil gjøre Norge lykkeligt ved at gjøre det til Sveriges kjære Søster. I Gudbrandsdalen skal en gammel Bonde have fremtraadt og spurgt meget lakonisk: „Hvad, Prinds! mener Du, at vi ikke længer ere Gudbrandsdøler? skaf os blot Lod og Krud!“ Virkelig skal der allerede være sendt herfra Arsenalet baade Krud og Bly til Gudbrandsdalen, dog, som jeg formener, mere for at tilfredsstille Folket end for den egentlige Nyttes Skyld; thi det varer da vel noget, forinden Svensken kommer did; eller vil man opbyde hele Nationen? Det vil nu snart give sig, naar Prindsen kommer tilbage. Prindsen kom den 4de om Aftenen til Trondhjem, skal høre Prædiken i Domkirken den 7de og reise samme Dags Aften tilbage gjennem Østerdalen; saa er Bestemmelsen. Rimeligvis gaar han derpaa til Armeen, som trækker sammen allevegne fra. Sker da intet Indfald fra en af Siderne, saa kommer han formodentlig hid, og naar da den længe forventede Kurer ankommer, der bringer Kong Frederiks Proklamation til det norske Folk, hvori enhver løses fra sin Troskabs-Ed imod ham, da følger rimeligen, og saavidt jeg har kunnet erfare, Prinds Christians Proklamation ved Siden, hvori han paataler sin Ret som Odels-Arving til Norges Rige, saasnart Kong Frederiks ophører; tillige vil da vel følge den svenske Proklamation med mange fagre Tilbud og Løfter, hvorpaa der sikkerligen ei synderlig vil bygges, da Nationalhadet uden Tvivl er for stort mellem vore Nationer. Vi faa saaledes snart en 5Konge af Norge, som nu ikke har været til siden 1387. Men faar Norge ogsaa en Arve-Enevolds-Konge efter Indretningen af 1660? Upaatvivleligen efter min Formening. Vil Folket i det Hele dermed være fornøiet?
