anden Maade at føre sig dem til Nytte; hvo, som det gjør, erklærer jeg skyldig i Lovbrud, Gudernes Fortørnelse og Gridrov „[legg ek við lögbrot ok goða gremi ok griðarof]“[1]. Det fremgaar af denne Beretning, hvis Paalitlighed der ikke kan være Spørgsmaal om at drage i Tvivl, at Harald ikke har tilegnet sig nogen Overejendomsret over Landets Jord i den feudalistiske Betydning af Ordet. Egil Skallagrimssøn kræver paa sin Hustrus Vegne af Bergønund, Kongens og Dronningens Ven, at han skal afstaa til ham Halvparten af da Jorder, som havde tilhørt Bjørn Hauld, begges Svigerinder; han kræver det som sin lovlige Ret, idet han paastaar, at hans Hustru ikke mindre end Bergønunds er odelsbaaren og arveberettiget; han fører sin Sag til Thinge i Nærværelse af Kongen og Dronningen, som ere ham fiendsk, og som dog ikke kan hindre ham fra at opnaa sin Vilje uden ved at lade Dommerne jage fra hverandre, – alt dette er fuldkommen uforenligt med et gjennemført Feudalvæsen. Og denne Forhandling forefaldt, endnu inden Haakon den gode havde givet Bønderne deres Odel tilbage, altsaa medens Haralds Indretninger endnu maa antages at have staaet ved Magt[2].
- ↑ Egils Saga Cap. 56–57.
- ↑ Keyser, som i det Hele har gjort den samme Opfatning gjældende af hvad der fortælles om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen som Munch, udtrykker sig dog med større Forbehold. I hans „Norges Stats- og Retsforfatning“ S. 30–31 [jvfr. Den Norske Kirkes Hist. I. 20.] heder det: Harald tilegnede sig Landets Odel d. e. Overejendomsretten til det hele Land med deraf følgende Skatteret .. Men skjønt han erklærede dette for det nye Kongedømmes Ret, saa fulgte ej deraf, at han udøvede denne Ret i hele dens Strenghed. ... Kongedømmets Overejendomsret til det hele Land fremtraadte mere som en Theorie, vigtig i sine mulige Følger, end som en Retssætning, der strax skulde gjennemdrives til det Yderste.“ – I et ældre Arbejde, „Norges Historie“ [udkommet 1865, men forfattet meget tidligere] I. 225 ff. fremstiller han Sagen saaledes: „Harald troede det nød-
