derunder som i en Tunnel. Annas bevægede Liv havde ladet hende se mere af den fornemme Verdens Stads, end andre norske Adelsdamer, og det var derfor hende, der pyntede Bruden, Jomfru Brynhild Benkestok; „Fru Anna, Skottefruen, – siger Mag. Absalon, udredede hende paa Spansk, som er, at hun havde en Guldkjæde kring Panden og ovenfor et Halsbaand, fuld af Ædelstene, og en Perlekrands og Perlefjær udi, samt en rød Damaskes Kjortel.“
Indtil for faa Menneskealdre siden var Norge et Land, som ingen Fremmed lettelig besøgte uden tvingende Nødvendighed. Selv dets egne Konger saa det, paa en eneste bekjendt Undtagelse nær, kun en ganske enkelt Gang med egne Øine, og da fordetmeste i Anledning af sine Hyldninger. Hanseatiske, nederlandske og skotske Kjøbmænd, Fyrsternes Falkefængere o. s. v. vare de Eneste, som regelmæssig bereiste det. Høierestaaende Udlændinge fik Norge kun at se, enten naar Krigsbegivenheder gav Landet en øieblikkelig Interesse, som f. Ex. i Aaret 1532 under Christiern den andens Indfald, eller ogsaa, naar det oprørte Hav gjorde det nødvendigt at søge Redning i en af dets utallige Søhavne. Enkelte Gange hændte det dog ogsaa, at Norge blev Asylet for politiske Flygtninge, der stundom endog for bestandig nedsatte sig her.
Som en naturlig Følge af Beliggenheden udgik de fleste af saadanne tilfældige Besøg i Norge fra de britiske Øer. Det har sin Interesse at kjende dem, og vi skulle derfor anføre nogle Exempler, der tildels endnu ikke have været paaagtede af Historikerne.
