Dn. hereditario in Østeraad, S. R. M. Senatori, ejusdemque in Norv. Canc. M. nec non arcis reg. Bergensium Præsidi Promotori ac Patrono suspiciendo hanc Phil. Comminei Equitis Galli Historiam, quâ bibliothecam suam augeat, humillime offert, & simul ut quam diutissime DEo Regi et patriae vivat valeatque devote precatur.
| Ex praedio sacerdotali Ørielandensium 25 Julii 1662. | |
| Ejus illust. Magnif. cliens Petrus Martini Hanchius P. Ø. |
Ove Bjelkes Sognepræst vilde neppe have faldet paa at bringe ham denne Gave, om han ikke havde vidst, at hans Patron fandt Behag i Bøger. Som egentlig Forfatter har Kantsleren ikke optraadt, men mærkes kan dog, at han havde arvet fra sin Fader en vis Tilbøielighed til at gjøre Vers. Herom vidne de latinske og danske Indskrifter i bunden Stil, hvormed han udstyrede Østraat, saavelsom ogsaa hans varme og hjertelige Gravvers over sin anden Hustru.[1] Hvad forøvrigt hans Karakter angaar, da tyder alt paa, at han ligesom Faderen og sin Familie overhoved har været en jovial, omgjængelig og elskværdig Herre, – Bjelkernes Epitheton i den bekjendte Samling af Tillægsord for danske Adelsmænd var „de lattermilde“.[2] Man ser, at han som Befalingsmand i Bergen jevnlig deltog i Borgernes jevne Forlystelser, skjød med dem efter Papegøien o. s. v.[3]
Skjønt Ove Bjelke neppe kan regnes blandt fremragende Personligheder, savner hans Liv dog ingenlunde Interesse. Han tilhørte Norges dengang rigeste og mægtigste Familie, havde faaet en dertil svarende Opdragelse og Uddannelse, og tjente sig efterhaanden ved Flid og
