unge Nordmænd ikke oppebiede den sædvanlige Examens- og Immatrikulationstid, var den, at deres Fader sagdes at ligge for Døden,[1] og de have da formodentlig ilet hjem til Norge, hvor imidlertid Faderen kom sig og, som vi have seet, levede endnu mange Aar derefter. Senere studerede begge Brødre[2] Theologi, og Thomas blev siden sin Faders Medhjælper og tilsidst hans Eftermand i Sigdals Sognekald; han skal have været Magister og døde 1722.
Men fra 1688 af ved jeg for en længere Aarrække Intet at fortælle om Nils Griis. Med temmelig Sikkerhed kan imidlertid sluttes, at han har studeret med stor Flid og ikke mindst dyrket Klassikerne, især de latinske, som han gjennem sit hele Liv stedse vedblev at elske, og at han derhos maa have fundet Anledning til at gjøre Udenlandsreiser og knytte fornemmere Bekjendtskaber, end dem, der almindelig faldt i Præstesønners Lod at stifte. Det ligger nær at slutte, at han enten har reist som Hovmester med unge Adelsmænd, eller at han har været Privatsekretær hos en eller anden Minister eller Diplomat. Den første, rigtignok meget tvivlsomme, Efterretning om ham, som vi møde, er den, at han „den 18de Juni 1700“ skal være bleven „Legationssecretair til Ostende“.[3] Der gaves imidlertid ingen dansk Legation i den nævnte By,
- ↑ Det maa nemlig nødvendigvis sigte til disse Brødre, naar det i H. Matzens Kjøbenhavns Universitets Retshistorie (I, S. 50) heder, at den 2den Juni 1688 „tillodes to Nordmænd, hvis Fader berettes at ligge for Døden, at maatte deponere privatim.“
- ↑ At ogsaa Nils Griis begyndte som Theolog, hvilket allerede i og for sig maatte synes høist rimeligt, siges udtrykkelig i Lettres et mémoires du Baron de Pöllnitz, III. (5. ed. Francfort 1738, p. 240): „Elevé pour être ministre des autels“ etc.
- ↑ Aarsberetning fra Foren. til Norske Fortidsmindesm. Bevaring for 1883, S. 129.
