tidligere tilhørt Provstens Forældre, Oberstløitnant J. K. Dahl og hans Frue Else f. Alstrup, hvis smukke Hjem Digteren J. C. Hauch har sat et venligt Minde i sine Erindringer.[1] Desværre maatte dog Sølvkanden ved Provst Dahls Død sælges og er vel nu sagtens vandret enten i Smeltedigelen eller til England.[2]
Foruden dette hos Griis’s Paarørende i Sidelinjen opbevarede Billede findes som antydet endnu et og det i den Bygd, hvor Envoyéen er født, i den Kirke, hvor hans Fader og hans ældste Broder vare Præster. Sammenhængen hermed er ret interessant, og jeg vil derfor ofre et Par Sider til at fortælle den.
I Sigdal levede paa den Tid, hvorom jeg ovenfor har fortalt, en Storkakse, ret en Bygdematador, ved Navn Iver Olsen, Eier af den i Nærheden af Hovedkirken beliggende Gaard Kolsrud. Denne Iver Olsen er efter Døden bleven en Sagnfigur i Egnen og maa derfor i sin Samtid have været en bekjendt Mand. Han var født 1685, men hørte oprindelig ikke hjemme i Sigdal, og man har endog ment, at han var kommen fra Sverige eller Danmark. Om Oprindelsen til hans Formue havde man den Fortælling, at han med „en anden Handelskarl“ reiste om paa Landet for at opkjøbe Trælast for Kjøbmænd i Drammen. Paa en liden Indsø kuldseilede de to Reisende, og et Jernskrin, hvori de havde Penge til Indkjøb, sank tilbunds. Man „soknede“ vistnok efter Skrinet af alle Kræfter, men det var og blev borte, thi Tingen var nok
