Ønsker mødte i Holland. I 1742 havde Envoyéen formodentlig indlagt sig „Meriterne“, thi han blev da paa Dronningens Fødselsdag (28de Novbr.) hvid Ridder, og valgte som Devise „Recte faciendo“. Foruden ham dekoreredes kun en i dette Aar.[1]
Som Ungkarl var Griis kommen til Haag, og som Pebersvend levede han der til sin Død. Hans ugifte Stand tør være Grunden til, at han aldrig lod sig nobilitere, noget, der for en Mand i hans Stilling vilde have været en let Sag at opnaa. Han havde dog optaget en ældre Familie Griis’s Vaaben,[2] og der var mange, som mente, at han var af adeligt Blod, f. Ex. Carl Deichman, der skrev om ham: „Var af gammel norsk Adel og fød i Norge, hvor der endnu findes af denne Familie, men har Intet af Adelstanden uden det blotte Navn, som de fleste norske Adel.“[3]
Den nysnævnte Deichman har noteret: „Konferentsraad L., som kjendte Griis, holdt ham for en Deist.“ Denne Konferentsraad L. var sandsynligvis den nedenfor (S. 71) omtalte Løvenskiold, Deichmans Søstersøn.
Til Bedømmelse af Griis som Menneske kan ellers nogle Vidnesbyrd anføres af den bedste og paalideligste Beskaffenhed, nemlig de, der fremgaa af hans Forhold til nogle af Samtidens høit agtede Videnskabsmænd.
Ved Siden af sin politiske Virksomhed havde nemlig Griis en Yndlingsinteresse, der hører til Livets skjønneste
- ↑ Danske Samlinger, 2. R., IV, S. 295.
- ↑ Se Klevenfeldts Beretning i det følgende.
- ↑ Manuskr. i Chra. Univ.-Bibl. Fol. No. 396. Det kan erindres, at da der nogen Tid senere udgik Opfordring til alle Landets Præster m. fl. om at angive, om der boede Adel i deres Embedsdistrikter, blev intetsteds i Norge nogen af Familien Griis angiven som adelig.
