medførte Udgifter for Diplomaterne, fik han ogsaa overordentlige Godtgjørelser.[1] Omtrent samtidig med Avancementet til Envoyé fik han Etatsraads Rang og Titel.
For en Mand i diplomatisk Stilling ere Rang og Titler den Dag idag ikke ganske uvæsentlige Ting, da de altid afgive en vis Maalestok for Vedkommendes Anseelse i Hjemmet. Paa den Tid spillede saadanne Ting en endnu langt høiere Rolle end nu, og det kan derfor ikke for- undre, naar man ser, at Griis som aldrende Mand med en vis Utaalmodighed ventede paa at blive hvid Ridder, eller hvad man i vore Dage kalder Storkors af Danebrogen, hvilken Dekoration dengang endnu ikke uddeltes til ret mange. Han henvendte sig et Par Gange til Geheimeraad Schulin, sin Chef, med Ønske om at blive bragt i Forslag. Schulin refererede ogsaa i 1738 skriftlig hans Begjæring for Kongen og tilføiede, at Griis var en af det kongelige Hus’s ældste Tjenere og altid havde tjent med Troskab. Christian den sjette behagede imidlertid egenhændig at skrive paa Schulins Forestilling: „An dem Envoyé Griis kann Er antworten, er muste sich noch etwas gedulden, die ordens würden nicht nach der Anciennetet, sondern nach meriten ausgetheilet.“[2] Griis var jo ogsaa af borgerlig Stand, og Kongen tør have ærgret sig over de Vanskeligheder, som opfyldelsen af flere ovenfor omtalte
- ↑ Saaledes fik Griis 1719 200 Rdl. i Anledning af Hertuginden af Mecklenburgs (Dronning Louises Moders) Død, 1710 efter Prinds Carl 200, 1730 efter Kong Frederik 500, 1735 efter Prindsesse Sophie Hedevig 200 samt 100 til sin Legationssekretær Amthor, 1737 100 Rdl. efter Dronning Sophie Magdalenes Moder Markgrevinden af Culmbach. „Efter Kong Carl XII. i Sverige er ei noget anvist til Ministrene“ bemærkes der udtrykkelig i Regnskaberne.
- ↑ „Danske Kongers Historie“ i Geh.-Archivet.
