kommet ved paavirkning fra Normandiet gjennem England. Naar det først har vist sig i stavkirker, savnes der hjemmel for at kunne bestemme. I stenkirkerne derimod træffe vi det for tiden først i den af Harald haardraade i Nidaros opførte Mariekirke ca. 1050, ialfald før 1066, men efter 1047. Engang indkommen maa korets apsis fremdeles være bleven anvendt gjennem hele det 12te hundredaar, hvorimod den ved engelsk paavirkning falder bort efter udløbet af den nævnte tid eller noget ind i det følgende hundredaar. Som exempler herpaa for stavkirkers vedkommende kan anføres trende. Saaledes træffes apsis ikke ved Hovs kirke i Solør (opført ialfald efter 1200) eller ved Stangvik kirke (1407), og maaske[1] fandtes den heller ikke ved Neslands kirke (indviet 1242).
Endelig synes alt at tale for, at de ældste stavkirker ligesom de samtidige stenkirker kun havde et skib, og følgelig ikke var basilikaformede, hvilket sidste sandsynlig først viste sig i den til Albanus indviede stenkirke paa Selje (fra tiden ca. 1080–1090). Dette vilde da være i overensstemmelse med, at, som før bemærket, basilikaformen ikke findes anvendt i England, før den ved normannisk paavirkning indkom i den senere tid af den saxiske periode. Men om den der blev anvendt paa træbygninger, som da igjen kunde have været forbilleder hos os, vides ikke, hvorfor spørsmaalet om vore treskibede stavkirkers oprindelse neppe kan besvares. D. udtaler en formodning (s. 121) om, at basiliker af træ har været kjendt udenfor Norge, og anfører et par formentlige exempler derpaa, men ialfald i det ene fra England kan neppe tillægges nogen vægt. Det er det bekjendte dokument, Knut den store udstedte 1032 i Glastonbury’s „basilica lignea“. I sig selv vilde det være
- ↑ Jfr. anf. aarsber. f. 1886 s. 139.
