Ole Erik Olufssøn (Smaasvend), der omtales nogle gange i reiseoptegnelserne og i 1597 som enkemand blev gift med mag. Jens Nilssøns datter Hilleborg.[1]
Den videnskabelige interesse, som ikke blot i Oslo, men paa forskjellige kanter af landet rørte sig ide sidste 30–40 aar af det 16de aarhundrede, skyldes upaatvivlelig for en meget stor del den sterke paavirkning fra Nordtysklands universiteter og videnskabsmænd, navnlig de rostokske. Dr. Y. Nielsen har kun løselig berørt biskop Jens Nilssøns forhold til de rostokske lærde Chytræus[2] og Frederus. I Chytræus’s trykte brevsamling omtales Jens Nilssøn med stort venskab og varme. Han sendte ham stadig sine skrifter og udbad sig hans dom om dem. Hvilken pris biskopen satte paa disse, fremgaar af flere steder af hans skrifter; han citerer ham jevnlig ved siden af Melanchton, Bugenhagen og Luther selv som en af kirkens grundpiller. Der er ingen tvivl om, at af alle samtidige lærde har han sat Chytræus høiest og lært mest af ham. Biskopens svoger Rasmus Hjort siger ogsaa i den trøsteskrivelse, han sendte ham ved hans hustrus død, idet han henviser ham til Chytræus’s skrift „de morte et vita æterna", at han ved, at dette skrift ikke blot paa grund af det udmerkede indhold, men ligesaa meget for forfatterens skyld er ham kjærere end noget andet.
Med Chytræus’s svigersøn Joh. Frederus, theologisk professor og superintendent i Rostok, stod bispen maaske i endnu hyppigere forbindelse. Da hans søn Kristofer opholdt sig i Rostok, var Frederus hans „præceptor domesticus“[3] og har rimeligvis havt ham boende i sit hus.
