gius), til hvem haves et udateret brev.[1] Det begynder med en nytaarshilsen, af hvis indhold sikkert fremgaar, at Nils Olufssøn har været en geistlig mand. Han havde mundtlig aftalt med Chytræus, at de hyppig skulde sende hinanden meddelelser. Dette havde hr. Nils ogsaa gjort, om end noget sent; Chytræus havde modtaget to breve fra ham. I disse havde han med hensyn til skrevne kilder til Norges historie henvist til Arild Huitfeldt; men Chytræus bemerker i sit svar, at han allerede har gammel erfaring om, hvor liden meddelsomhed man kan vente fra de store, naar de sidder inde med literære skatte. — Jeg har ikke kunnet finde denne Nils Olufssøn blandt studerende i Rostok, hvor han dog vistnok maa have gjort Chytræus’s bekjendtskab. Formentlig er han den Nils Olufssøn, som i 1581 første gang forekommer som sogneprest ved Halvardskirken i Oslo, da han 17 oktober sammen med læsemesteren Halvard Gunnarssøn bekræftede en afskrift af „den røde bog“ for Rødenes prestegjælds vedkommende. Derefter nævnes han nogle gange i 90-aarene, men er ellers ikke videre bekjendt.[2] Hans søn Oluf Nilssøn efterfulgte ham i slutningen af Jens Nilssøns levetid som sogneprest i Oslo og er sandsynligvis den Olaus Nicolai, der nævnes hos dr. Y. Nielsen (s. 92) som forfatter af et latinsk digt.[3]
Jeg benytter leiligheden til at omtale en samtidig nordmand, der gav sig af med latinsk digtning, uagtet der ikke haves vished for, at han hørte til biskop Jens Nils-
