i Kjøbenhavn indskreves han i april 1600 ved Rostoks universitet, hvor han tog magistergraden, men agtede sig forøvrigt til jesuiterne i Sydtyskland (iter susceperat ad jesuitas superioris Germaniæ). Han traf imidlertid i Rostok sammen med den unge Jens Bjelke, paa hvis bekostning han nogle maaneder levede som hans hovmester. Den 19 oktober 1600 reiste de begge fra Rostok til Güstrov, Brandenburg, Wittenberg og Leipzig, hvor de skiltes. Finn reiste derfra til Prag, hvor han gjennem sin slegtning Laurits haabede at erhverve reiseunderstøttelse af jesuiterne (ubi per affinem suum Laurentium a jesuitis viaticum lucrari sperabat).[1]
Ved denne Laurits, der paa den tid havde adskilligt at sige blandt jesuiterne i Sydtyskland, kan jeg ikke tænke mig nogen anden end Kloster-Lasse. Skulde der samtidig i Prag være to norske apostater af anseelse, begge af navnet Laurits, vilde det være et ligesaa underligt træf, som at der i Oslo samtidig skulde være to af navnet Nils Frende eller Frendeson.
At Kloster-Lasse i 1600 opholdt sig i Prag, kan vistnok ikke fortiden bevises, men er i sig selv sandsynligt nok. Efter at have tilbragt et aar i Wien kom han i slutningen af 1582 til Ollmütz, hvor han indtog en frem-
- ↑ Schønings afskrift „ex manuscripto quodam lacero et vetusto“ i gl. kgl. Saml. 4to 2830 paa det st. kgl. bibl. i Khvn. Ordet „affinis“ bruges paa den tid ikke blot i betydningen „svoger“, men ogsaa om slegtninger i almindelighed. Nogen svoger af mag. Finn har man heller ikke at tænke paa. Selv var han endda ikke gift. Hans søster havde allerede 12 aar været gift med hr. Laurits Frantssøn (Flor), men denne var paa den tid og længe efter sogneprest i Nannestad og vides ikke at have havt noget med jesuiterne at gjøre. Hans studietid falder desuden meget tidligere; allerede i 1584 var han i Heidelberg (L. Daae: Agricolæ Apophth. præf. p. X).
