senere har de ganske vist ikke seet hinanden. Kloster-Lasse blev et af den katholske propagandas ihærdigste og dristigste redskaber, medens Jens Nilssøn kom til i sit fødeland at indtage en fremragende plads i den protestantiske kirke. Saalænge han stod i spidsen for Oslo og Hamars stift, merkes ingen forsøg paa reaktion i katholsk retning. I hans visitatsbøger nævnes neppe jesuiter en eneste gang. Udenlands har vistnok allerede i hans levetid unge nordmænd faldt i jesuiternes hænder; men vi hører intet til, at de i hjemmet har søgt at virke for papismens sag. Anderledes blev det, saasnart biskopen i de første maaneder af aaret 1600 var afgaaet ved døden. Der høres nu stadig om overgange til katholicismen, om forsøg paa at virke for den hjemme i Norge, og den ene actio jesuitica afløser den anden. Nu retter ogsaa Kloster-Lasse al sin bestræbelse paa at bringe sine landsmænd tilbage til den katholske tro. Det ser næsten ud, som om hensynet til den mand, med hvem han nærmest havde maattet tørne sammen, hidtil havde holdt ham tilbage.
Det er nemlig just i Jens Nilssøns stift, at disse forsøg i katholsk retning optræder efter 1600, og tildels i den kreds, som havde staaet ham nærmest. Saaledes hører hans svoger og fortrolige ven provst Rasmus Hjorts sønner til de mere fremtrædende apostater. Deres senere svoger, biskopens egen søstersøn Finn Sigurdssøn, der havde staaet ham meget nær og jevnlig fulgt ham paa hans visitatsreiser, viser sig ogsaa straks efter biskopens død vunden af jesuiterne. Han havde været udenlands fra sommeren 1594 til sommeren 1597 og var vistnok allerede da under paavirkning af dem. Mod slutningen af 1599 drog han igjen udenlands.[1] Efter et ophold
- ↑ Kirkehist. Saml. 3. R. I 340.
