typerne 3 og 4, hvoraf den første forekommer oftest, har havt saa stor udbredelse, at tallet paa de kirker, som henhøre derunder, er ligesaa stort som næsten alle de øvrige tilsammen.
Hvad dernæst alderen af de forskjellige typer angaar, kan det, som ellers, være rimeligt nok, at man begyndte med de simplere former og lidt efter gik over til de mere udviklede. Dette vil ogsaa for en stor del slaa til. Men herved er der en anden meget væsentlig faktor, som har gjort sig gjeldende. Denne er, at ligesom kirkebygningens ældste form ikke opstod inden landet selv, saaledes var det heller ikke tilfældet med hver ny type. Dette skede derimod ved paavirkning udenfra, og det synes heller ikke at kunne være tvilsomt, fra hvilken kant denne paavirkning fandt sted.
Dette vil nærmere vise sig, naar jeg her, som afslutning paa denne undersøgelse, optrækker grundlinjerne for den gang, kirkebygningskunsten i henhold til det foregaaende formentlig har havt hos os.
Sætte vi Haakon den godes kirker ud af betragtning, som kun et tilløb uden at efterlade varigere frugter, saa skede begyndelsen med Olaf Trygvessøn. Ligesom han kom vestenfra og navnlig fra Irland, saaledes blev derfra indført til Norge i sporet af hans kristendomsforkyndelse baade den kunst at bygge af sten og den mere udviklede stavkonstruktion med tilhørende tagverk, medens mulig svalgangen ikke var kjendt i Irland og derfor blev optaget fra de norske husebygninger.
Derimod blev hovedformen dannet i lighed med den irske, eller typerne 1 og 3, saaledes som vi for den sidstes vedkommende har seet i de ovenomtalte kirker paa Moster og Selje.
Dette vedblev, indtil der kom en ny strømning
