tilværende kirke ved Bradford-on-Avon, der skal skrive sig fra 705.[1]
Alt tyder hen paa, at Angelsaxerne i den her omhandlede retning ligesom i flere andre var paavirkede fra Irland, hvor kristendommen blev indført allerede 422. Der har været uenighed mellem forfatterne om, hvorvidt ogsaa her kirkerne først blev opført af træ, men dette tør vistnok ansees rimeligst, og ialfald kan det ikke modbevises af dem, som hylde den modsatte mening.[2] Alle er ialfald enige om, at ogsaa Irerne for det meste byggede kirker af træ, hvad der i modsætning til romersk skik (mos romanum) eller stenbygning gik under navnet mos Scotorum eller scoticum. Saaledes fortæller Beda,[3] at St. Finian i 652 paa den engelske ø Lindisfarne byggede en kirke, „dog efter Skoternes (d. e. Irernes) maade gjorde han den ikke af sten, men af kløvet ek (de robore secto) og dækket med rør eller siv (harundine)“. Ligeledes fortælles,[4] at den hellige Monena byggede en kirke „efter de skotske (irske) folks skik af tiløxede planker (tabulis dedolatis)“. Irerne havde ogsaa et eget ord „duirtheach“ for en trækirke, hvilket efter Petrie oprindelig betyder et hus af ek. Som støtte herfor paaberaaber han sig blandt andet en legende, der indeholdes i et manuskript om St. Molings liv. Da nemlig den i Irland berømte bygmester Goban forlangte af Moling som løn for opførelsen af en duirtheach at faa denne fyldt med rug, bad den hellige ham om at vende kirkens aabning op, saa skulde den fyldes. Dernæst heder der i det irske manuskript ifølge Petrie’s
