saakaldte öndvegessuler eller de to støtter, som stod ved hver sin side af det fornemste høisæde (andvegi), og mulden under den stall eller forhøining hvorpaa Thors billede havde staaet. Da han fik Island i sigte, kastede han efter vanlig skik öndvegessulerne overbord, og hvor disse drev i land, reiste han med det medbragte tømmer, og rimeligvis i samme form som det forrige, et nyt hov. Dette „var et stort hus. Der var dør paa sidevæggen[1] nær den ene ende; der indenfor (d. v. s. længer inde i rummet end der, hvor døren var) stod öndvegessulerne, og i disse var nagler, som kaldtes gudenagler (reginnaglar). Inderst i hovet var et rum (hús) med den lignelse, som sanghuset nu har i kirker, og i dette stod en stall midt paa gulvet som et alter. Paa dette laa en ring uden sammenføining (mótlaus) af to øres vægt: ved denne skulde alle eder aflægges, og den skulde hovgoden eller hovstyreren have paa sin haand (eller arm) ved alle sammenkomster. Paa stallen skulde ogsaa staa en offerblodsbolle (hlautbolli). Rundt om stallen var gudebillederne ordnede i afhuset (det inderste rum).“ Hvad der skal forstaaes ved de ovennævnte „gudenagler“, der kun omtales paa dette ene sted, bliver vel fremdeles en gaade.
I Kjalnesinga saga (kap. 2) siges, at den islandske høvding Thorgrim, søn af nordmanden Helge Bjola, var en stor blotmand (hedning), og at han i tunet paa sin
- ↑ Saaledes ogsaa Keyser (anf. st. s. 325) og Sigurðr Vigfússon (Árbok hins íslenzka fornleifaf. 1880–1881, s. 83), medens P. A. Munch (Nordm. ældste Gude- og Heltesagn, s. 160), idet han støtter sig til en læsemaade, som ikke er optaget i nogen af de forhaandenværende udgavers text, gjengiver stedet med „der var døre paa begge sidevægge“, hvilket ogsaa følges af Henr. Petersen (Om Nordb. Gudedyrk. og Gudetro i Hedenold, s. 22) og L. Dietrichson (Kristiania Videnskabsselskabs forhandl. f. 1884, oversigt s. 7 og „Vårt Land“ f. febr. 1887).
