sikkre historiske Kjendsgjerning, at man under Op førelsen af Tværskibene i Domkirken indviede Altere, efterhaanden som Pladsen for dem blev færdig. Dette var selvfølgelig begrundet i den Omstændighed, at ethvert nyt Alter var saa at sige en ny Driftskapital, en ny Indtægtskilde, der bidrog til at muliggjøre Fortsættelsen af Byggeforetagendet. Jo flere Altere, desto mere Offer. Og da der jo stadig var en stor Tilstrømning af Pilegrime til Helligdommen i Nidaros, var det en paatrængende Nødvendighed at skaffe tilveie saamange Altere som muligt og saa hurtigt som muligt. Men heraf følger nu atter, at man ogsaa i den nederste Etage af Kapellet i søndre Tværskib maatte indvie Alteret der saa snart, som det overhoved lod sig gjøre, eller med andre Ord, efterat man havde faaet Tværskibets østre Mur ført op over Kapelindgangens Høide. At man ved Udgangen af November 1161 var kommen saa langt og neppe længere med Opførelsen af søndre Tverskib, det er altsaa Resultaterne af denne Undersøgelse.
Efter at ovenstaaende var nedskrevet, har jeg gjennem Hr. Dr. Undset faaet den Oplysning fra Architekt Christie, at, som man i Tværskibet stadig kan iagttage, „hvorledes Formerne og Detaljerne viser senere Stilkarakter, jo høiere man kommer i Veiret“, saa kan man ogsaa „bestemt se, at Østvæggen er opført før den vestre“. Ved denne Oplysning er da det Resultat, hvortil jeg er kommen ad en liturgisk Vei, bleven støttet i den Grad, at jeg tror, man kan betragte samme som en fastslaaet historisk Kjendsgjerning.
